Billede
Helle Larson, Region Midtjylland fortæller om det spændende "Machine Learning-projekt" - Foto: Kit Jespersen
14. marts 2025
Af: Julie Kofoed, Regionernes Videncenter for Miljø og Ressourcer

PFAS-projektbørs - sammen bliver vi klogere

På ATV's Vintermøde for Jord og Grundvand blev der den 5. marts 2025 afholdt en "PFAS-projektbørs". Her blev der delt små korte pitches om igangværende PFAS-projekter. På grund af tidsbegrænsning var vægten lagt på de projekter, hvor regionerne er involveret.

Hører du nogle gange om et projekt, efter det er afsluttet og ærgrer dig over enten at være i fuld gang med et stort set enslydende projekt eller ikke at have haft mulighed for at bidrage til projektet med vigtig viden, som du ligger inde med? Det har vi vist alle prøvet!

Da Videnstaskforcen for PFAS i september 2024 holdt en workshop om vidensdeling, var det tydeligt, at der er et stort behov for viden, om de projekter der er igangværende og/eller planlagte. Lige nu er branchen i fuld gang med at blive klogere på PFAS-stofferne og deres opførsel og skæbne i miljøet. Derfor er der forståeligt nok mange aktører, der har gang i projekter. Det kan man også se på de mange sessioner under Vintermødet, der handlede om PFAS. 

Efter en idé fra Nina Tuxen, Region Hovedstaden besluttede vi (Nina, Bente Højlund Hyldegaard, Region Sjælland og Julie fra VMR) os for at foreslå Vintermødet en "workshop" i form af en PFAS-projektbørs, hvor der var mulighed for at give projekter, der endnu ikke var klar til et fuldt vintermøde-indlæg, lidt taletid. Som udgangspunkt havde hvert projekt kun 4 minutter! 

De projekter, man kunne høre om, var følgende:

·  Risikovurdering af PFAS i jord og grundvand v./Ane Labianca, Region Hovedstaden

·  Fingerprint v./Susanne Rinette Pedersen, Region Sjælland

·  Machine Learning v./Helle Larson, Region Midtjylland

·  Forurening fra tidligere garverier v./Maria Louise Gregersen, NIRAS

·   Nedsivning af PFAS i den umættede zone v./Andreas Houlberg Kristensen, DMR

·  PFOAM v./Søren Rygaard Lenschow, NIRAS

·  PFAS-testcenter v./Bente Højlund Hyldegaard, Region Sjælland

·  Demonstrationsprojekter for PFAS-rensning i jord v./Line Mørkebjerg Fischer, Region Hovedstaden 

·  Ny metode til vandbehandling v./Ulf Nielsen, Ultraaqua

·  PFAS in-situ-fane afværge v./Laura Morsing, DTU

·  Hvordan vil regionerne bruge 100 mio. kr. v./Julie Kofoed, Regionernes Videncenter for Miljø og Ressourcer

Det var nogle meget spændende projekter, der blev præsenteret, og det var tydeligt, at der var en synergieffekt imellem flere af projekterne. Og som det bedste af det hele gav workshoppen anledning til nye samarbejder mellem projekterne og andre aktører, netop som vi havde håbet.

På grund af tidsbegrænsning havde vi valgt at lægge vægten på projekter, hvor regionerne er involveret på den ene eller anden måde. Men samtidig ved vi også, at der er mange projekter igang hos nogle af de mange andre aktører. De fik mulighed for under og efter sessionen at sende info ind om deres projekter på dette link

Den foreløbige liste over projekter, der er kommet ind ad denne vej, fremgår herunder (flere af de ovenfor listede indlæg er også beskrevet mere detaljeret her).

Projekt > In-situ-fane afværge af PFA
Projektets formål At teste in-situ afværgeteknologier til PFAS i grundvandet og undersøge om aktiv afværge kan anvendes til at minimere forureningsfluxen ved at strække den ud over længere tid.

Udføres af

Ph.d.-studerende Laura Morsing i samarbejde med Region Hovedstaden (projektledere Kristine Rasmussen og Nina Tuxen).
Vejledere på ph.d-projektet er Klaus Mosthaf, Poul L. Bjerg og Annika S. Fjordbøge, DTU Sustain

Projekt > Risikovurdering af PFAS i jord og grundvand
Projektets formål Formålet med projektet er at forbedre Region Hovedstadens arbejde med risikovurdering af PFAS i jord og grundvand, herunder forhold vedrørende konceptuel forståelse, skæbneforståelse af PFAS samt undersøgelser af PFAS-forurening. Fokus for udviklingsprojektet er implementering og anvendelse af den nyeste faglige viden om PFAS i regionens arbejde under de lokale, regionale geologiske og hydrogeologiske forhold. Ligeledes er fokus på samspil med de procedurer og værktøjer, som anvendes i Region Hovedstaden. Derudover er der elementer af ”skabelse af ny viden” i form af undersøgelser, afprøvning af nye metoder, laboratorietests, ny sammenstilling af data og modellering.

Projektet består af fem delprojekter: (1) Diffuse bidrag, (2) Bestemmelse af betydende parametre for nedsivning, (3) Bestemmelse af vertikal flux, (4) Undersøgelsesstrategi og (5) Bestemmelse af Kd-værdier og PFAS-transport modellering.

Udføres af

Region Hovedstaden i samarbejde med DTU, WSP, Rambøll og NIRAS
Projekt > Forurening fra tidligere garverier
Projektets formål Formålet med projektet er nærmere at vurdere potentiale for forurening med PFAS-forbindelser, herunder precursors, som ikke er med i de 22 PFAS og biocider i forbindelse med garverivirksomheder. Resultaterne skal give et bedre grundlag for at planlægge undersøgelser samt udføre robuste og fremtidssikrede risikovurderinger og afværgeprogrammer.

Udføres af

Region Syddanmark og NIRAS
Projekt > Fingerprint
Projektets formål I første omgang handler det om, om vi kan skille 2 faner med PFAS-stoffer fra en ny og en gammel brandøvelsesplads. Ved at se på enkelte stoffers sammensætning af lineære og forgrenede.

Udføres af

Pt. Region Sjælland, men håber det også kan bidrage til forståelse af spredning af PFAS i mættet og umættet zone i forbindelse med Region Hovedstadens udviklingsprojekter

Projekt > Nationalt PFAS-testcenter på tidligere Korsør Brandskole
Projektets formål PFAS-testcenteret er et tilbud til branchen, der gør det muligt at undersøge f.eks. en hypotese om forureningsspredning eller test og udvikling af ny teknologi til undersøgelse og rensning af PFAS-forureninger. Der findes områder med både lave og høje PFAS-koncentrationer i sediment, grundvand, overfladevand og græs, hvilket gør lokaliteten egnet til forskelligartede projektformål. Der er stor interesse for PFAS-testcenteret, så det er et godt udstillingsvindue og samlingssted for videndeling og sparring. Materiale om PFAS-testcenteret samt info om, hvordan jeres projekt kan få adgang, findes på www.miljoeogressourcer.dk/testsite/11.

Udføres af

Partnerskab bestående af Region Sjælland, Slagelse Kommune samt Korsør Rednings- og SikkerhedsCenter.
Projekt > PFOAM (arbejdstitel)
Projektets formål Undersøge kystnær påvirkning af jord, grundvand og overfladevand, når PFAS opkoncentreres via. Sea Spray Aerosols og havskum dannet i brænding (bølger).

Udføres af

NIRAS i samarbejde med Stockholm Universitet
Projekt > Udsivning af PFAS fra losseplads – koncentrationsprofiler og sammensætning af PFAS-forurening i umættet zone
Projektets formål

I dag er der begrænset viden om udvaskningen af PFAS fra lossepladser, herunder hvordan kortkædede og langkædede PFAS'er adskiller sig fra hinanden ved nedsivningen. Projektet har til formål at afprøve porevandsmålinger til bestemmelse af spredningen af PFAS i umættet zone i og under lossepladsfyld med PFAS-forurening. Projektet har følgende konkrete delmål:

A) Gennemgang af litteratur om udsivning af PFAS fra umættet zone med fokus på undersøgelser og fluxbestemmelse på lossepladser. Der forventes primært at være tale om amerikanske publikationer. Der pågår meget forskning lige nu, og flere centrale studier er udkommet siden ”PFAS-håndbogen” blev revideret i 2022.

B) Undersøgelse af den vertikale spredning af PFAS i porevandet på og under lossepladsfyld i 1-3 delområder på 1-2 ellers velundersøgte lossepladser. Undersøgelsen baseres på porevandsmålinger supplereret med analyse af jordprøver og bestemmelse af relevante transportparametre. Et eksempel på et koncentrationsprofil i porevandet (gasolie) ses i figur 4. På projektet vil der blive udarbejdet særskilte koncentrationsprofiler for alle væsentlige PFA, samtidig med at PFAS-sammensætningen (”fingerprint”) i og under lossepladsen vil blive analyseret.

C) Sammenfatning af resultaterne i konkrete anbefalinger for fremtidige undersøgelser med henblik på bestemmelse af fluxen af PFAS ud af umættet zone på lossepladser.

Udføres af

Der er tale om et Teknologiudviklingsprojekt under Miljøstyrelsen. Projektet udføres i et samarbejde mellem DMR og Region Midtjylland. Projektleder er Andreas Houlberg Kristensen fra DMR

Projekt > Bestemmelse af forureningsflux fra terrænnær forurening
Projektets formål

Projektet omhandler bestemmelse af den vertikale flux fra umættede zoner, hvor de øvre jordlag er forurenet med PFAS eller pesticider. Udover porevandsmålinger af kildestyrkekoncentrationen ønskes det at undersøge betydningen af infiltrationen, som man sjældent har fokus på, men som principielt er lige så vigtig som kildestyrkekoncentrationen ved bestemmelse af den vertikale forureningsflux.

Over en periode på 3-6 måneder undersøges infiltrationen og forureningsfluxen i 1-2 testområder ved en kombination af porevandsmålinger samt logning af jordens vandindhold og vandpotentiale.

Undersøgelserne udføres med en kombination af naturlige og kunstigt forøgede nedbørsforhold (vanding). Ud fra en model for vandretention og hydraulisk ledningsevne (van Genuchten, 1980) estimeres infiltrationen i den dybde, hvor der foretages målinger (f.eks. 1 m u.t.). Infiltrationen indgår sammen med målte porevandskoncentrationer til beregning af fluxen i løbet af måleperioden med de målte nedbørsforhold.

Det beskrevne projekt har følgende konkrete formål:

1. Undersøgelse af den horisontale og vertikale forureningsudbredelse i umættet zone under et ubefæstet hotspot-område med PFAS eller pesticider.
2. Analyse af forureningens sammensætning og spredning med fokus på de fysiske-kemiske egenskaber af enkeltstofferne. Eksempelvis forventes de mere hydrofile stoffer at spredes mere end de hydrofobe, der til gældgæld vil blive ved med at påvirke grundvandet over længere tid.
3. Udvikling og afprøvning af metode til bestemmelse af lokalitetsspecifik infiltration og forureningsflux baseret på måling af jordens hydrauliske egenskaber.
4. Undersøgelse af sammenhængen mellem ændringer af infiltrationen, porevandskoncentrationen og den resulterende flux.

Udføres af

Projektet udføres under Den Syddanske Udviklingspulje i et samarbejde mellem DMR og Region Syddanmark. Projektleder er Andreas Houlberg Kristensen fra DMR

Projekt > Luftbåren PFAS ved den danske vestkyst
Projektets formål Det beskrevne projekt har følgende formål:
1. Afprøvning af AU-DCE’s metode til udtagning af luftprøver på vestkysten, hvor havskum og aerosoler vurderes at medføre spredning af PFAS over land. Her forventes væsentligt højere luftkoncentrationer end i Roskilde, hvor de tidligere målinger er udført.
2. På baggrund af resultaterne vurderes sammenhængen med vind- og vejrforhold. Desuden sammenlignes med analyser af nedbørsprøver opsamlet i måleperioden.
3. Der udarbejdes en opdateret konceptuel model for spredningen af PFAS i luft og aerosoler. Her inddrages den nyeste litteratur fra udlandet, hvor der siden PFAS-håndbogen i 2022 er udført en række relevante studier.
4. Afslutningsvis opstilles anbefalinger til, hvor den nye viden kan inddrages af regionen og andre myndigheder ved risikovurderinger for drikkevand og natur, der kan være påvirket af diffus forurening fra havområder.

Udføres af

Dansk Miljørådgivning A/S for Region Syddanmark
Projekt > Kombi-boring til udtagning af grundvandsprøver og porevandsprøver i flere niveauer i én boring – feltafprøvning på PFAS-lokalitet
Projektets formål

Det beskrevne projekt har følgende formål:

• at videreudvikle den nuværende porevandsmetode så det bliver muligt at kortlægge nedsivningen af forurening ned gennem en umættet zone.
• at udvikle udstyret, så det kan anvendes på lokaliteter med PFAS-forurening.
• at afprøve udstyret på en konkret sag. Indtil videre ser disse resultater særdeles lovende ud.

Udføres af

Dansk Miljørådgivning A/S og Region Midtjylland for Miljøstyrelsen
Projekt > Forurening fra garverivirksomheder – fremtidssikrede undersøgelser
Projektets formål Formålet er at vurdere potentiale for forurening med PFAS, herunder precursors, som ikke er med i de 22 PFAS, og biocider i forbindelse med garverivirksomheder.
Resultaterne skal give et bedre grundlag for at planlægge undersøgelser samt udføre robuste og fremtidssikrede risikovurderinger og afværgeprogrammer.

Udføres af

Region Syddanmark, Eurofins og NIRAS
Projekt > PFAS-rensning af drikkevand ved Solhøj Kildeplads
Projektets formål Projektets formål er at pilotteste bæredygtig PFAS-rensning med boblefraktionering og efterfølgende destruktion af PFAS ved UV.

Udføres af

Ultraaqua A/S og HOFOR. Medfinansiereret af MUDP
Projekt > Permanent fuldskala PFAS-rensning på Korsør Brandskole (RESC)
Projektets formål Formålet med projektet er at PFAS-rense øvre grundvand fra engarealet ved brandøvelsespladsen samt rense overfladeafstrømning fra selve pladsen. Destruktion af det opsamlede PFAS-koncentrat vil også blive implementeret i 2025.

Udføres af

Ultraaqua A/S
Projekt > PFAS-rensning ved Region Hovedstadens afværgeanlæg i Gladsaxe
Projektets formål Formålet med projektet er at afprøve ny PFAS-rensemetode med boblefraktionering og efterfølgende UV-destruktion af PFAS-koncentrat på eksisterende afværgeboring. Afværgevandet er både forurenet med opløsningsmidler og PFAS.

Udføres af

Ultraaqua A/S og Region Hovedstaden. Medfinansieret af TUP
  
 
GDPR